6. jan 2023
Ejer af veteranbil- dette bør du vide
Love og regler for veteranbiler
For bilentusiaster i hele verden er særligt veteranbiler en meget spændende og givende hobby. Siden bilen blev opfundet tilbage i slutningen af 1800-tallet, er der sket meget, og bilindustrien er i sin helt egen liga. Der er hele tiden nye opfindelser, som eksempelvis elbilen, og nyt udstyr der kommer til, hvilket får nogen til at savne de gode gamle dage, hvor bilerne kunne noget helt andet. For mange er det sjovt at følge udviklingen indenfor design og teknologi i branchen. Nogen vælger også at samle på veteranbiler, hvis de tidligere har haft en særlig tilknytning til en speciel bil, hvis bilen har tilhørt en speciel person eller hvis bilen har opnået noget særligt, for eksempel i racerløb.
Hvad er en veteranbil?
En bil kan klassificeres som en veteranbil, når det er 30 år siden, den er indregistreret for første gang. Når bilen runder 35 år, er det automatisk en veteranbil. Der følger mange goder med ved at klassificere en bil som veteranbil, men der er også særlige forholdsregler.
Indregistreres en bil som veteranbil, skal den først til syn når den ”fylder” 35 år. Herefter skal den først til syn igen otte år efter og efterfølgende også hvert ottende år. Derudover er det også en fordel ved veteranbiler, at vægtafgiften kun er 25% af den normale vægtafgift, så der er mange penge at spare. Det gælder uanset, om bilen er registreret til veterankørsel eller ej, vægtafgiften ændres helt automatisk, når bilen er 35 år.
Dog er der også nogle regler for brugen af veteranbiler. Det er nemlig kun tilladt at bruge veteranbiler ved særlige lejligheder og kun til privat kørsel.
Langt de fleste veteranbiler lever ikke op til sikkerhedskravene, vi stiller i dag, og derfor er der også regler for sikkerhed. Det er tilladt at køre i en veteranbil uden sikkerhedsseler, men ikke med børn under 3 år, og børn ældre end 3 år skal sidde på bagsædet.
Fordele og ulemper ved at have en veteranbil
For mange samlere er det en glæde blot at have veteranbilen stående derhjemme, hvor den kan blive nusset om, og sat lidt i stand hist og her. Men andre bruger veteranbilerne og kører i dem i ny og næ. Bilerne må kun bruges lejlighedsvist og nogle forsikringsselskaber kan stille krav om, at veteranbiler kun bruges i sommerhalvåret, eller at de skal stå i en lukket garage.
En fordel ved at eje en veteranbil er, at man kan blive medlem af diverse klubber og deltage i arrangementer og møder og dermed møde andre, der interesserer sig for veteranbiler. Her kan man udvide sit netværk og blive klogere på de gamle biler.
Det er vigtigt at gøre sig nogle overvejelser om, hvad man vil bruge veteranbilen til, inden man anskaffer den. Skal den kunne køre langt med det samme, eller må du gerne kunne skrue lidt på den. Det kan være svært at skaffe reservedele til mange veteranbiler, og det er derfor værd at overveje, at gå efter en mere populær model, hvor det er nemmere at finde og købe reservedele, end en sjælden bil med få forhandlere af dele.